Glædelig jul fra Pilots Flying!

Airline pilots, Christmas

For de fleste mennesker er julemåneden en kærkommen lejlighed til at tilbringe mere tid med familien, men for os i luftfartsindustrien er december en af årets travleste måneder. December måneds roster (arbejdsskema) er derfor noget, de fleste ser frem imod med både frygt og forventning. Skal vi tilbringe julen med familien? Under en palme på en sandstrand? Eller i flight level 350 et sted over Rusland?

Martin @theregionalpilot

Jeg skal holde jul derhjemme med familien. Jeg har indtil nu aldrig holdt jul ude, og ønsker det heller ikke hvis jeg kan slippe 🙂  Vores ruteprogram har lavsæson hen over julen, så det passer fint ind

Mike @rednosepilot

I år bliver det hjemme med familien i AAL. 7-9-13 har jeg aldrig i “alle” mine 10 år som flyvende været scheduleret til at arbejde. Det gik dog galt for et par år siden da Dubai blev ramt af tæt tåge d. 23 december. Vi skulle gå kl 02 ca og ramme CPH d. 24 om morgenen – perfekt timing til juleand derhjemme. Det gik dog ik’ helt sådan… flyveren vi skulle overtage divertede til “al maktoum” og da pax sad i DXB blev det en længere sag. Vi endte med at gå d. 24 om eftermiddagen og mens familien spiste juleand derhjemme fik vi slatne McD pomfritter henover Iran. Det var min eneste jul so far på “udestation”. Til gengæld fik jeg jo lige sagt hej til Sanne & Poul, fik en skøn frokost og catchet op på the Ritz i Dubai, så en helt skidt jul var det da heller ik!

Michael @gilbertcojoe

Hej! Holder Jul hos min søster. Hun har lige fået en baby, og vil gerne prøve at holde jul for hele familien. Fint med mig, så kan man smutte fra oprydningen, ha ha. Har aldrig arbejdet juleaften. De fleste foretrækker heldigvis at blive hjemme den aften, så alle steder jeg har fløjet, har man sluppet, medmindre man er på longhaul – det har jeg so far holdt mig fri af. Det er, som Mike skriver, med en 7-9-13 følelse, at den stadig går. Næste vinter er jeg med stor sandsynlighed i Stockholm, og så kan det være den ikke går længere..

Magnus @captainmagnus

Jeg fejrede jul med crew i Bangkok i 2013, men ellers har jeg været heldig og haft fri de fleste juleaftener. I år lander jeg fra SFO (San Francisco) dagen inden juleaften. Jeg synger i et kor i Sverige og på sidste flyvning inden jul plejer jeg at synge en lille julesang for passagererne og besætningen 45 minutter inden landing. I år bliver det “Have yourself a Merry little Christmas time…”